Genbrug Opskrifter

Genbrug din mælkekarton – Lav en lækker vegansk is

Hjemmelavet i i en mælkekarton

I Danmark drikker vi rigtig meget mælk, så hvorfor ikke genbruge den brugte mælkekarton til noget rigtig lækkert?

I gennemsnit smider vi i Danmark lidt mere end 4 kartoner ud om ugen. Det bliver til lidt over 200 kartoner om året eller 5,8 kg kartoner. Samlet bliver det til rigtig mange tons om året alene i emballageaffald.

I dag er det i alle på nær én kommune forbudt at smide kartonerne til genanvendelse. De ryger derfor i restaffald og ender på forbrændingen. Det er tosset, da papirfibrene i kartonerne er af høj kvalitet og mange fabrikker, ville sagtens kunne aftage dem til genanvendelse.

Det er heldigvis forventet, at vi i Danmark snart skal til at sortere kartonerne fra til genanvendelse i hele landet. Men indtil den ordning er på plads, kan du bruge nogle af dine kartoner som beholder til at lave en lækker hjemmelavet vegansk is.

Ingredienser til vegansk is

Det skal du bruge

  • Vandet fra 1 dåse kikærter (ca. 1,5-2 dl)
  • 150 g flormelis
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 250 ml. sojapiskefløde (Den fra Alpro er rigtig god)
  • En lille smule citronsaft

Sådan gør du

Denne opskrift giver ca. 2 liter is.

Si kikærterne fra vandet. Du skal bruge alt kikærtevandet, men ikke kikærterne. Kikærterne kan du f.eks. bruge til en portion falafler eller de kan fryses ned og bruges senere.

Kikærtevandet piskes med en el-pisker. Det skal være helt hvidt og luftigt. Det tager ca. 5 minutter, før det er pisket nok. Når det kan vendes på hovedet, uden af falde ud, har det fået nok. Derefter tilsættes flormelis og vaniljesukker lidt efter lidt. Pisk videre i et par minutter.

Vegansk marengs pisket stiv og vendt på hovedet

I en anden skål piskes sojafløden med en lille smule citronsaft. Den skal være helt stiv, det tager ca. 5-10 minutter.

Bland flødeskummet med kikærteskummet.

Hæld isen over i den rengjorte mælkekarton og frys den i mindst 5 timer. Du behøver ikke røre i den undervejs.

Hjemmelavet is i tallerken

Når du har lyst til en portion lækker vaniljeis tager du kartonen ud af fryseren og spiser løs, den skal ikke tø op, før den er klar til at spise.

Fidus

Du kan sagtens tilsætte f.eks. chokoladestykker eller jordbær til isen.

Du kan også bruge opskrifterne til at lave ispinde, du kan f.eks. bruge disse forme.

Skriv en kommentar

Din e-mail vil ikke blive vist

Flere fiduser