I vindueskarmen

Hjemmedyrkede spirer og mikrogrønt

Bønnespirer klar til at spise

Da jeg var barn, havde vi en spirebakke, som vi lavede vores egne spirer i, det var en hyggelig aktivitet og jeg husker, hvor fascinerende det var at se, de små spirer vokse sig større og større dag for dag indtil de efter få dage var klar til at spise.

Jeg har arvet spirebakken fra min mor og dyrker nu selv de lækre spirer og mikrogrønt sammen med mine børn året rundt.

Når du selv dyrker dine egne spirer, får du friske og ernæringsmæssigt fantastisk grønt, som er både er billigt og nemt at lave. Spirer forvandler sig under spiringsprocessen til små vitaminbomber, som det er en fornøjelse at bruge i madlavningen.

Spirerne tager 4-6 dage om at blive forvandlet fra tørre frø/bønner til saftige og sprøde spirer, der smager friskt.

Du kan dyrke mange forskellige slags spirer, der smager forskelligt så prøv dig frem og find din favorit.

Spirerbakke

Det kan du lave spirer på

  • Mungbønner (dem jeg bruger mest)
  • Azukibønner
  • Linser (røde og grønne)
  • Ærter
  • Solsikkefrø
  • Quinoafrø
  • Lucernefrø
  • Broccolifrø
  • Radisefrø
  • Kikærter
  • Byg
  • Havre
  • Hvede
  • Spelt

Det skal du bruge

  • En spirerbakke eller et stort syltetøjsglas
  • Bønner/frø (½ dl. giver ca. svarende til en bakke, du køber i supermarkedet)
  • Vand

Spirerbakke med Mungbønner

Sådan gør du

Skyl dine frø/bønner i vand. Nogle frø/bønner skal ligge i blød i 12 timer, for at kick starte dem, så de er klar til spirerbakken, det gælder f.eks. mungbønner.

Under spiringsprocessen øges frøenes/bønnernes vægt op til 8 gange, så fyld ikke for meget i bakken, der skal være plads til, at de vokser.

Skyl frø/bønner 2-3 gange dagligt, det er vigtigt, at der ikke er andet vand tilbage i bakken end det, der hænger ved bønnerne. Det er vigtigt, at bønnerne ikke tørre ud på noget tidspunkt.

Lad bakken stå ved stuetemperatur, gerne uden for meget lys.

Afhængig af hvilke frø/bønner du bruger, vil de være klar til at spise efter 4-6 dage.

Mungbønner smager bedst, når spireren er 1-1,5 cm lang.

Når du synes, at de er næsten klar til at spise, stilles bakken frem i lyset den sidste dag, så dannes der klorofyl i de små grønne blade.

Bønnespirer i spirebakke

Fidus

Hvis du bruger en spirerbakke, kan du have gang i flere portioner i forskellige stadier og evt. med forskellige frø/bønner på samme tid, så er der altid friske spirer klar til at spise.

 

Skriv en kommentar

Din e-mail vil ikke blive vist

Flere fiduser