Gaver

Sy en varme-/kølepude

Varme-/kølepude med hvedekerner

Min yngste datter elsker at få en varmepude med under dynen, når hun skal sove, så jeg har syet én til hende af stofrester og økologiske hvedekerner. Den kan bruges til en fin gave, eller du kan sy den og bruge den til dig selv og din familie.

Hvis du har et aflagt stykke tøj eller en stofrest, kan du nemt selv sy en varme-/kølepude med hvedekerner, den kan bruges til at lindre smerter og virker afslappende.

Hvedekerner absorberer varmen eller holder på kulden alt efter, hvordan du bruger den.

Det skal du bruge

  • To stykke stof, evt. hørstof, men andet kan også bruges
  • Sytråd
  • Hvedekerner (jeg har brugt 1,5 kg til én stor og én lille pude)

Sådan gør du

Jeg har syet en lille pude, som jeg har fyldt med hvedekerner, derefter har jeg syet et betræk til puden med kuvertlukning, så det er nemt at tage af og vaske.

Klip to stykker stof ud, ét til puden og ét til betræk. Mine puder er ca. 50×18 cm, når de er syet færdige, men du kan sy dem i den størrelse du ønsker. Du kan også sy en mindre pude og bruge den til øjenpude, så skal den være ca. 30×12 cm. Sy puden hele vejen rundt i kanten og vend den rundt, så vrangen er indad.

Fyld hvedekerner i og sy den sammen. Sy derefter et betræk, der passer til. Fold et stykke stof om puden, så det passer. Sy siderne sammen og vend den rundt, nu har du et kuvert betræk, som puden kan puttes i og så er den klar til brug.

Varme-/kølepude

Sådan bruger du puden

Varmepude

Varm puden i mikroovnen, afhængig af størrelsen skal den have 30-90 sekunder på 750 watt. Jeg giver den lille øjenpude 30 sekunder og den store varmepude 90 sekunder. Sørg for at puden ikke rører ved siderne af mikroovnen.

Puden kan også varmes i en almindelig ovn ved 125° i 5-10 minutter. Sørg for at puden ikke rører ved siderne i ovnen.

Nu er puden dejlig lun og kan lægges alle steder på kroppen, i en kold barnevogn eller hvor man ellers har brug for lidt varme. Varmepuden er også rigtig god til at bruge mod menstruationssmerter.

Kølepude

Læg puden i fryseren i 10-15 minutter, læg den evt. i en anden stofpose, så den ikke tager lugt fra fryseren. Nu er den klar til at bruge som kølepude over øjnene eller et andet sted, der skal køles ned. Kølepuden kan bruges til ømme knæ og ankler eller til at lindre muskelsmerter.

Afspænding

Du kan også bruge puden til afspænding og meditation. Når puden hviler på øjnene bliver det mørkt og vægten giver et blidt tryk mod øjnene, det virker afslappende.

Varme-/kølepude

Skriv en kommentar

Din e-mail vil ikke blive vist

Flere fiduser