Gaver

Sy et backgammonspil

Hjemmesyet backgammon

Jeg har spillet backgammon med min far, siden jeg var en lille pige og heldigvis er mine børn også blevet meget glade for spillet.

Vi har et stort spil, som vi har købt på genbrug, det bruger vi, når vi er hjemme, men det vejer alt for meget til at have med på farten, derfor har jeg syet en lille rejseudgave, som næsten ikke fylder noget og derfor er nem at have med.

Hvis du mangler en gave til én, der holder af at spille, kan du nemt sy et fint spil og give som en personlig gave.

Du kan selvfølgelig også sy et spil til dig selv, det kan varmt anbefales.

Jeg har brugt nogle stofrester, vi havde fra tidligere syprojekter, derudover har jeg taget nogle små brikker fra et gammelt spil, men du kan også sagtens lave brikker af knapper, save dem ud af træ eller lave dem af selvhærdende ler og male dem.

Det skal du bruge

  • Stof i 3 farver
  • Sytråd
  • Tekstil lim
  • Brikker (15 sorte og 15 røde)
  • 2 terninger

Hjemmesyet backgammon

Sådan gør du

Klip et stykke stof ud, gerne noget tætvævet tynd stof, der ikke krøller for meget.

Klip 12×2 trekanter i to forskellige farver.

Sy et foldet stykke stof fast i midten af spillepladen, for at markere hvor pladen deler sig. Lim trekanterne fast, vær opmærksom på, at farven skal være modsat på hver side af brættet, så hvis du starte med sort i den ene side, skal du starte med hvid på den anden side.

Fold kanten ind på alle  4 sider og sy dem, så du får en pæn afslutning.

Du kan også sy hver trekant fast, hvis du ikke har noget tekstil lim.

Sy evt. en lille pose, til at have spillet i, så er det lettere at have med på farten.

Jeg har f.eks. haft mit med på en togrejse med min far, det kan varmt anbefales at tage sin far med på tur.

Backgammon i toget

God spillelyst.

Skriv en kommentar

Din e-mail vil ikke blive vist

Flere fiduser