Vi bruger mest plantebasseret mælk hos os, eller det er jo ikke mælk, for det kommer ikke fra en ko, så derfor kalder vi det drik (havredrik, soyadrik, mandeldrik, hampefrødrik osv.)
Når du laver din egen plantedrik, undgår du brug af unødig emballage. Du undgår tilsat sukker og konserveringsmidler, det er hurtigt at lave, og der penge og CO2 at spare, så det er bare at komme i gang.
En af de plantedrikke vi er glade for, er hampefrødrik. Hampefrø indeholder kostfibre, aminosyrer, omega-6 og omega-3 fedtsyrer. Hampefrø har desuden flere sundhedsfremmende egenskaber og så giver de en dejlig nøddeagtig smag og en cremet konsistens, som gør den god til f.eks. smoothies.
Det skal du bruge
- 2 dl afskallede hampefrø
- 1 L vand
- 1 knivspids salt
Sådan gør du
Hæld alle ingredienser i en blender og blend til en ensartet masse.
Si drikken gennem et osteklæde eller viskestykke og hjælp evt. til ved at presse den igennem klædet.
Hæld hampefrødrikken på en glasflaske med låg og opbevar den i køleskabet.
Den kan holde sig i 4-5 dage og skal rystes inden brug.
Fidus
Du kan evt. tilsætte vanilje, dadler eller honning til din drik, hvis du vil have en anden smag.
Du kan komme restproduktet, du sier fra i f.eks. boller eller rugbrød. Mine børn elsker, når jeg putter restproduktet i boller, de bliver dejlig svampede og smager rigtig godt, du kan se opskriften på boller her.