Undgå madspild

Få overblik over maden i fryseren og bekæmp madspild

Spinat på frost

De fleste af os har en fryser og den er et godt redskab i kampen mod madspild. Hvis du har rester eller mad, du ikke når at spise, kan du undgå, at det ender i skraldespanden ved at fryse det ned. I fryseren forlænger du holdbarheden på dine fødevarer og bekæmper madspild.

Det er dog vigtigt at holde styr på, hvad du har i fryseren, hvis du vil få glæde af maden senere. Langt de fleste fryser maden ned uden at notere, hvad der er i bøtten eller skrive dato på. Faktisk viser undersøgelser, at det kun er 12%, der skriver dato på det de fryser ned.

Selvom maden bliver frosset ned, har det stadig en udløbsdato. Derfor er der en risiko for, at maden alligevel ender i skraldespanden, hvis ikke du har styr på, hvad du kommer i fryseren.

Det giver ikke mening at bruge energi på at fryse mad ned, for så bagefter at smide det i skraldespanden. Madspild er hverken godt for din økonomi eller for miljøet.

Brød på frost

Sådan får du overblik over maden i fryseren

Kender du det, at du finder noget mad i din fryser, som du ikke har nogen anelse om hvad er eller hvor længe det har lagt der? Hvis du ikke holder styr på, hvad du har i din fryser, vil du sandsynligvis opleve det mange gange.

Der er flere måder at skabe overblik over maden i din fryser.

  • Lav en liste over indhold i fryseren
  • Skriv på malertape og sæt det fast på bøtten
  • Hold orden i din fryser

Jeg forsøgte mig på et tidspunkt med at have en liste over, hvad der var i min fryser. Men det holdt sådan ca. 5 minutter, så det droppede jeg hurtigt igen. Det kan sagtens være det fungerer for dig, men det var for tidskrævende og besværligt for mig og derfor virkede det ikke.

Jeg er nu i stedet begyndt at skrive på maletape. Jeg sætter tapen fast på bøtten eller posen, jeg fryser ned. Malertape er en god løsning, da det er nemt at tage af igen, men samtidig sidder det godt fast og det er nemt at skrive på.

Malertape på frysermad

En anden måde at have et godt overblik i din fryser, er ved at holde orden, så du f.eks. har frugt og grønt i én skuffe og brød i en anden. Jeg bruger også malertape til at skrive på skufferne, hvad der er i dem. Det hjælper også med at have overblik over, hvad der er i min fryser. Derudover hjælper det resten af familien til hurtigt at få et overblik over, hvor de skal finde det, de skal bruge.

Malertape på skufferne

Så længe holder maden i fryseren

Maden i fryseren kan også blive for gammel, det er derfor vigtigt, at du holder styr på, hvornår du fryser det ned. Hvis du ikke ved, hvornår du har puttet det i fryseren, risikerer du bare, at det skal smides ud alligevel og det giver ikke mening. Få et overblik over, hvor længe forskellige fødevarer kan holde sig i fryseren lige her.

  • Frugt og grønt 10-12 måneder
  • Færdige middagsretter 1-3 måneder
  • Mælkeprodukter 3 måneder (fløde bør ikke bruges til piskefløde efter frost,  men kan sagtens bruges til f.eks. sovs.)
  • Ost 3-4 måneder
  • Brød 2-8 måneder (Jo mere fedt jo kortere holdbarhed i fryseren.)
  • Gravet og røget fisk 3-4 uger
  • Fed fisk og fiskefars 1-2 måneder
  • Mager fisk 3-6 måneder
  • Hakket kød 4 måneder
  • Fjerkræ 3-9 måneder
  • Svinekød 3-6 måneder
  • Hele stykker oksekød 1 år
  • Lammekød 1,5 år
  • Magert vildt 1,5 år

Sørg for at få brugt den mad du fryser ned. Det kan du f.eks. gøre ved at have en uge, hvor I kun spiser mad fra fryseren.

Fidus

Det er godt at fryse grøntsager ned, da næringsværdien bevares. Skær evt. ud i mindre stykker, så er det letter at bruge f.eks. direkte i en sammenkogt ret.

Se andre gode fiduser til at bekæmpe madspild med korrekt opbevaring her eller hvordan du spare penge ved at undgå madspild.

Skriv en kommentar

Din e-mail vil ikke blive vist

Flere fiduser