Kender du det, at der lige er en endeskive af brødet, der bliver for tørt til, at du kan spise det? Det sker ind i mellem hos mig, men i stedet for at smide det ud, gemmer jeg det og genbager det til et nyt brød.
For det meste har jeg en pose i fryseren, hvor jeg samler det tørre skiver af brød sammen. Når jeg har en nok, tager jeg det op og bruger det i et nyt brød, på den måde undgår jeg madspild.
Det skal du bruge
- 500-700 g brødrester
- 25 g gær
- 1 tsk. salt
- 1 spsk. sirup/honning/sukker
- Hvedemel
- Blandede korn f.eks. hørfrø, solsikkekerner og havregryn
Sådan gør du
Når du har samlet nogle tørre skiver brød, skærer du dem i tern. Hæld brødet i en stor skål og dæk det med vand. Jeg har også nogle gange tilsat en øl, det fungerer også rigtig godt, men kan sagtens undværes.
Lad brødet trække i vandet i nogle timer, eller indtil næste dag. Blend derefter blandingen med en stavblender.
Kom gær og salt i en lille skål, så smelter gæren og bliver helt flydende.
Hvis du har en røremaskine, kan du komme det opløste brød deri. Tilsæt gær, honning og nogle håndfulde blandede korn og rør det godt sammen.
Tilsæt derefter hvedemel eller en anden mel type, hvis du hellere vil have grovere brød. Hvor meget mel der skal i afhænger af, hvor meget vand, du har brugt til at sætte brødet i blød, så her må du prøve dig frem. Tilsæt mel indtil dejen er god fast, til at forme boller af.
Lad derefter dejen hæve mindst en time. Du kan evt. tilsætte lidt mindre gær og i stedet lade dejen hæve indtil næste dag.
Form boller og stil dem på en bageplade, sæt bollerne i en kold ovn og bag dem ved 200 grader i ca. 25 minutter.
Fidus
Hvis du har tørt rugbrød tilovers, kan du prøve at bage disse bonusknækbrød, de smager super skønt.
Hvor mange gram sådan cirka bruges til denne opskrift med 25 g gær?
Hej Birgit
Tak fordi, du læser med.
Jeg har rettet teksten, så der nu står, at jeg vil anbefale at bruge mellem 500-700 g brød til denne opskrift.
Mvh. Heidi